Når det er koldt og mørkt udenfor, handler det om at få humøret op ved at hygge indenfor og samles om lækre måltider. Det er altså ikke uden grund, at vinteren for mange er kendt som tid til varme, lækre og smagfulde supper. At finde inspiration til supper kan dog være lidt en udfordring, især fordi de tynde af slagsen ikke altid mætter så meget, som man kunne tænke sig. Med denne veganske kokos og karry ramen er du dog sikker på, at alle går mætte og tilfredse fra bordet.

Om retten

Selve suppen er ret simpel og hældes over en bund af lækre og mættende nudler. Dertil kommer et fyld af tofu og marinerede svampe samt topping med sesam, koriander og friske forårsløg. Selvom det lyder besværligt med de mange komponenter, tager det ikke så lang tid – og det vil uden diskussion være tiden værd. Suppen er vegansk og indeholder ingen komponenter fra dyreverdenen, så alle kan samles om bordet og være med til at nyde den.

Opskriften

Dette skal du bruge:

Marinerede svampe:

  • 500 g svampe af eget valg
  • 80 ml soyasovs
  • 1 tsk. Revet ingefær
  • ½ tsk. Karrypulver
  • ½ tsk. Chilisovs
  • 1 tsk. Ahornsirup eller akaciehonning

Kokos/karry suppe:

  • 1,5 liter grøntsagsbouillon
  • 2 tsk. Rød karrypasta (eller mere, hvis man er til stærk suppe)
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 rødløg
  • 1 blok tofu (ca. 200 gr)
  • Nudler
  • Frisk koriander
  • Forårsløg
  • Sesamfrø

Sådan gør du:

  1. Skær svampene i skiver og læg dem i en skål med alle ingredienser til marinaden. Lad dem stå i en time eller op til natten over i køleskabet.
  2. Skær rødløget i fine stykker og steg dem i 1 spsk. Olie i en stor gryde, indtil de bliver bløde. Tilsæt karrypastaen og steg i et minuts tid for at frigive smagen.
  3. Tilsæt kokosmælk og bouillon og lad suppen simre.
  4. Hæld marinaden fra svampene og grill dem på en pande. Skær tofuen i små terninger og steg dem efterfølgende, indtil alle siderne er sprøde.
  5. Kog nudlerne og læg dem i bunden af tallerkenerne. Hæld suppen over og læg tofuterninger og grillede svampe i toppen. Pynt derefter med frisk koriander, sesamfrø og forårsløg i tynde skiver.

 

Tip: Er du ikke så glad for den svampede konsistens ved tofu, så dræn den inden. Det gøres ved at lægge blokken imellem to viskestykker eller køkkenrulle og lægge noget tungt ovenpå, fx en pande eller nogle kogebøger. Det vil give mere smag og tekstur til dine tofuterninger.