Det er hårdt at have hang til lækkerhed og luksus. Og Black Colour. I hvert fald hvis man har svært ved at sige nej tak og stop og alt det der. Som jeg må erkende at have. Lidt. Eller måske mere end lidt. Hvor om alting er, så er der en grund til at jeg skal tilbringe min nytårsaften på hospitalet. Og slet ikke iført mine smukke accessories fra Black Colour. Desværre. For det var egentlig det, der var planen, da jeg kom til at gå lidt over mine egne grænser -og i høj grad over min kasse kredits grænse.

GRÅT ER IKKE GODT

Det skete i de dage, da der endnu ikke var faldet sne på stræder og gader, vi skrev november og det var bare gråt, derude. Gråt og trist. Og hvad gør en klog så? Jeps. Ind foran computeren og svælge og mæske sig i lækre sager, som potentielt kunne bringe lidt fest og farve ind i den grå hverdag. Egentlig er jeg ikke til net shopping, jeg er af den gamle skole og opdraget med en vis sund skepsis for disse medier. Man ved aldrig, hvad man får og man ved heller ikke, om der lurer en hacker lige om hjørnet og så videre og så videre. Den har jeg vel fra min far -og fra min mor har jeg arvet en slags tro på at computere er vore dages sorte magi. Det er farligt. Meget farligt. Bestemt ikke noget man kan stole på!

Men, men, men. Nu er jeg jo, trods alt, hverken min mor eller min far, selvom jeg i bagklogskabens klare lys, ser at der er sund fornuft gemt i deres ikke det mindste rationelle anskuelser omkring hele den virtuelle verden. Bare ikke helt den fornuft, som de ser. Men, som sagt, jeg skulle have holdt mig borte. Det er sikkert og vist!

FEBEREN

Men ikke blot var det koldt og trist og gråt. Jeg havde også raget mig en lungebetændelse til og kunne derfor, stakkels mig, ikke driste mig udenfor døren, men var bundet til min lille et værelseslejlighed på Østerbro, hvor butikkerne ellers nok så lystigt trak i mig og mit Dankort.

Så der sad jeg. I sofaen med min gode gamle plaid trukket godt op om ørerne -og kedede mig som langt ind i h…… og så var det at, lige præcis h…… brød løs. Jeg fik i min feberrus logget mig ind på en side på nettet, der havde udsalg på Black Colour, som er et af mine absolutte favoritmærker indenfor accessories. For ikke at sige, det absolutte yndlingsmærke. Lidt over halvdelen af min stadigt ekspanderende garderobe (som er alt for stor til min lille et værelses! Burde snart finde mig en rig mand med en lidt større garderobe indretning….) er af samme mærke. Jeg er tilhænger. Og det er mildt sagt.

Så jeg var i syvende himmel, da jeg fandt siden og -igen- feberrusen har sikkert løftet mig endnu højere op. Jeg husker faktisk ikke hele seancen særligt klart, har kun svage og slørede erindringer om små klik med musen og et kluntet, men desværre vellykket forsøg på at finde mit Dankort i tasken… Først en uge senere, da feberen havde lagt sig, mine lunger var regenereret og jeg igen var på banen på mit arbejde, meldte tømmermændene sig.

BLACK COLOUR?????

Jeg kom hjem fra arbejde og fandt en af de her ”hent din pakke i pakkeshoppen, tak”-sedler indenfor døren -og anede ikke uråd. I min naivitet troede jeg faktisk at det var min mor og far, der havde haft ondt af mig i min sygeperiode og havde sendt en pakke med det bedste fra slik-skabet. Fra Jylland og hele vejen til mig her på Østerbro. Så jeg troppede glad og forventningsfuld op hoss pakkeshoppen for at hente lækkerierne. Og blev overrasket.

Jeg genkendte ikke end navnet på afsenderen, men tog selvfølgelig pakken med mig hjem -og åbnede den i forundring. Et væld af lækkerier, det var det. Men ikke fra mor og fars slikskab. Derimod, som jeg så småt var ved at erindre, fra den netshop, som havde udsalg på mit yndlingsmærke. Og det var der, at jeg erkendte det.

Jeg tjekkede min konto og forstod nu, hvem der havde givet mig alt disse accessories. Og hvem der måtte tage ekstra vagten på afdelingen nytårsaften, for at råde bod på den økonomiske skade. Den selvforvoldte økonomiske skade. Øv. Der bliver ikke til dagen og vejen, før den vagt er overstået… Til gengæld blev det til Black Colour. Så jeg klager egentlig ikke;-)